Gensyn med Nepal - 6

Eg fekk kjoept telefon og alt det der, med hjelp fraa medbrakt oversetjar og prisforhandlar. (Det gav meg kanskje eit lite innblikk i korleis dei psykisk utviklingshema eg jobbar med har det. "Ho skal kjoepe ein telefon") Nummeret er det same, men snart reiser eg jo..

Torsdag drog eg paa tur til eit tibetansk munkekloster. For aa komme dit skulle eg ta ein taxi. Manoj kom med tilbod om aa kjoere meg, men eg tenkte at det sikkert var tryggare aa ta ein taxi enn aa sitje bak paa motorsykkel (eller kanskje heiter det eigentleg moped) utan hjelm, naar eg skulle saapass langt.
Men..Eg veit ikkje heilt.
I taxien lukta det menneske-avfoering. Sjafoeren saag ut som om han var doeden naer, - ekstremt tynn og med manglande tenner. Bilen hadde det på same måte: Lause ledningar i samankroella kaos, og hol i veggene tetta til med solvpapir. Alt i bilen rista og skrangla og var laust. Heldigvis skulle me ikkje forbi skumle stup og slikt, men vegane i Nepal er daarlege. Ofte utan asfalt, og med STORE hol og STORE humpar og steinar, osv. Og bilbelte ser ein ikkje sarleg mykje til her. Saa eg sat og rista og vingla heile vegen, og lurte paa om eg kom til aa faa "shaken adult syndrom". ;-)

Innanfor klosteret sin store port var det stille. Veldig stille.. Nesten kjedeleg. Men eg fann spenning i tanken om at "No sit eg paa eit kloster i Kathmandu, saman med hundre munkar fraa Tibet" For det var jo eigentleg ganske eksotisk.
Elles rusla eg berre rundt paa omraadet og nedstirra munkane. Og saag paa flotte skulpturar og hagar og bedehjul og slikt. Og var innom ein liten butikk, der eg kjoepte ei gaave til soester synnoeve av ein munk.

Ein liten munk og utsikt over Kathmandu


Det stod store skilt paa omraadet om kva ein ikkje hadde lov til aa gjere, som f.eks aa vise interesse for det motsette kjoenn. Ein av reglane var at ein ikkje har lov til aa drepe, men eg presterte sjoelvsagt aa drepe ei floge akkurat daa to munkar gjekk forbi og saag paa meg. (Det var sjeolvforsvar! Eg sat og vifta med hendene og plutseleg var floga flat og vaat) Veit ikkje heilt om dei oppdaga det. Kanskje trudde dei eg var spastisk.

Klosterbesoeket endte med at Manoj kom og henta meg paa motorsykkel..Paa vegen heim kjoerte me innom ein park, der mange nepalesiske familiar var paa sondagsutflukt. (Altsaa bortsett fraa at det ikkje var soendag. Men ellers.) Ein kunne kjoepe noetter og popcorn i diverse bodar, og paa graset var det born og vaksne som song og dansa tradisjonelle nepalesiske dansar.



Fredag skulle eg moete baade Manoj og Bishesh. Paa vegen til det foerste moete var det plutseleg ein mann som kom hoppande ut fraa vegkanten og ropte heeeeej! Det viste seg at det var Bhupi, leiaren av NGOen eg stoettar, - han eg aldri klarte aa moete i Balaju pga diverse kommunikationsproblem. Me laga ein ny avtale om aa moetast om soendagen, og han avtalte med nokon som jobba paa eit naerliggande hotell at dei skulle forklare vegen til den taxisjaafoeren eg skulle bruke.

Etter moetet med Bhupi gjekk eg for aa moete Bishesh paa cafe. Etterpaa var me paa "sightseeing" rundt omkring i Kathmandu. Etter cafe og tur med Bishesh hadde eg lunsjavtale med Manoj, og om kvelden skulle eg paa grillarrangement hos Shambu og familien i Patan.

Dei hadde og besoek av ei jente fraa Oesterrike og ein gut fraa Syria. Me grilla paa taket, og eg overnatta der. (Altsaa ikkje paa taket) Stod opp etter berre tre timars soevn, daa dottera for andre gong kom inn paa rommet og vekte meg og sa: "Kvifor er du eigentleg saa troytt??"

Eg hadde vestlandslefser med meg til dei. Me laga dei baade til kvelds og frukost, paa dottera si oppfordring, som syns det var kjekt aa laere korleis ein legg dei i bloyt.


Laurdag var eg paa besoek hos Sanju, ho eg jobba med sist eg var i Nepal. Sanju kjem fraa landsbyen med jobba i,men er blitt gift sidan sist, og bur no i Kathmandu. Mannen hennar jobbar i Quatar, saa ho bur i staden saman med ei yngre soester og ein yngre bror. Dei bur paa eitt lite rom, og har ein butikk tilknytta, der dei sel boeker.

Sanju og den afskyelige snemand

Soendag var eg paa tur med Manoj, og seinare skulle eg besoeke Bhupi paa NGO kontoret, etterfulgt av besoek paa barneheimen der sponsorungen min bur. Som eg skreiv var avtalen at taxisjaafoeren skulle sorge for at eg ikkje gjekk meg vill, men sidan eg allerede var ute paa tur og tilfeldigvis i naerleiken, endte det med at Manoj ringte og snakka med Bhupi, og fekk forklart vegen, og saa kjoerte han meg til VIN kontoret, og det endte med at han vart med baade inn dit og til barneheimen.


Paa barneheimen vart me moett av 12 ungar, fire faste voksne, og ein voluntoer. Voluntoeren var ei dansk dame paa 64 aar, som nett var blutt pensjonist, og som ville bruke fritida paa noko meiningsfult. Ho skulle vere der i 3 maanader.

Baade NGOar og barneheimar i nepal er ein jungel, der opp mot 90 prosent (har eg hoyrt) er korrupte. Den NGOen eg stoettar har eg hoyrt baade godt og daarleg om, men ingenting veldig daarleg, og trur dei er ok. Naar eg sponsorerar ein unge via VIN (NGOen) er det VIN som administrerar pengane, ikkje barneheimen. I dette tilfelle trur eg det er bra. Den danske voluntoeren paa barneheimen fortalte meg paa dansk at ho syns forholda paa barneheimen er bekymrande daarlege. Eg var litt i tvil om det var fordi ho samanlikna med danske forhold, eller om dei verkeleg berre var daarlege. Ho sa det var begge deler, men mest det siste. Ho fekk emailadressa mi, og skal skrive naar ho kjem heim.

Det var kjekt aa moete sponsorungen, Manawati (kalla Jeena) Sidan ho begynte paa skulen seint var ikkje engelsken hennar saa god, men me kunne snakke litt, og ho viste meg rundt paa barneheimen.

Om kvelden var eg paa cafe med baade Manoj og Shambu, og ei veninne av Shambu.

I DAG skal eg reise! Nokon paa hotellet spurte om eg ville med paa tur til ein plass eg har tenkt eg burde sjaa, men trur ikkje eg naar det.Tirsdag morgon er eg i Danmark, og tirsdag sein kveld er eg i Bergen! :-) Skal vere i Bergen til cirka 30 september. Gler meg :-)

Gensyn med Nepal - 5

At vaere i Nepal foeles nogen gange som at vaere i en traeningslejr med fokus paa taalmodighed og fleksibilitet. Undervisningsmetoden er learning by doing.

I gaar var det teej (kvindefestival) men det var ogsaa dagen hvor min 7 aar gamle mobiltelefon holdt op med at virke. (Ja, ok, det er maaske ikke nepals skyld ;-)
Samme dag havde jeg ogsaa lidt ondt i maven, hvilket jeg stadig har (Det hoerer med til en nepalrejse)saa dagen i gaar var derfor endnu en dag med fokus paa forsinkelser og kommunikationsproblemer.
Jeg vil gerne have hjaelp til at koebe en ny mobil fra en som kender forretninger og priser her, men den process er ogsaa praeget af forsinkelser, da jeg jo netop ikke har en mobil, hvor vi ellers ville kunne lave aftaler om at moedes. Suk.

De primaere, foreloebige planer for i dag er:
-Tjekke ud fra hotellet om to timer, fordi der er alt for meget larm til at sove i
- Beslutte mig for hvor jeg skal sove i nat. Maaske paa et kloster.
- Ringe Sanju, en pige som bor i en landsby jeg maaske skal besoege, og som jeg har arbejdet med.(Vi laver en halv aftale hver anden dag, men det at moedes ender altid med et eller andet kommunikationsproblem, eller en forsinkelse)
- Mobiltelefon!

Gensyn med Nepal - 4

Eg gjekk meg ikkje vill i Patan :-)

Taxisjaafoeren sette meg av paa den avtalte staden, og der kom Shambu og henta meg paa motorsykkel. Me kjoerte heim til han, der han bur saman med foreldre, kone og to ungar paa 6 og 1 aar. (Veldig soete! Ho eldste snakka og snakka til meg paa engelsk, utan ein einaste pause, og den yngste hang paa ryggen til bestemora.)

Paa taket hadde dei ein groensaks- og urtehage, og fantastisk utsikt over Kathmandu og Patan. Her plukka Shambu forskjellige urter, som han laga te av.

Etter at me hadde drukke te gjekk me ein tur, og han viste meg rundt i byen.
Patan er ein ganske koseleg by, som er kjend for kunst og handverk, med lange tradisjonar. Shambu jobbar (som saa mange andre i Patan) med aa lage religiose bronsefigurar. Han viste meg verkstaden der dei vert laga, -kjekt aa sjaa.

I Patan er det veldig mange tempel, baade buddhistiske og hinduistiske, og i nesten alle templa me gjekk forbi var det folk som bad og ofra til gudane. Shambu tok meg med inn i det eine av dei buddhistiske templa. Det var fint og magisk: Begynte aa bli morkt, ingen straum, mange stearinlys, og mange lokale som venta paa ein eller annan prest og heilag person.

Etterpaa vart eg invitert paa middag heime hos Shambu og familien. Me gjekk innom ein marknad paa vegen for aa kjoepe gronsaker. Her sat folk i boder med stearinlys, og selde frukt, groensaker, kjoet og fisk. Maten hos Shambu og familien bestod av mange smaa rettar, som me sat paa golvet og aat med hendene.

Etterpaa vart eg kjoert heim paa motorsykkel..

I dag hadde eg eigentleg planlagt aa reise til eit tibetansk munkekloster og kanskje bu der eit par dagar, men det har velta ned med regn heile dagen, saa eg ventar og ser det an. Har likevel sjekka ut fraa hotellet, og flytta inn paa eit anna, som er billigare.

I morgon skal eg oppleve den aarlege kvinnefestivalen, Teej.

Gensyn med Nepal - 3

Autentisk og live:

Nu er jeg (i teorien) paa vej for at moede lederen af den NGO jeg arbejdede for, Bhupi.
Jeg sagde kaekt at jeg kunne da sagtens komme hen til kontoret i stedet for at vi moedtes i den turistede del af byen, men nu er jeg selvfoelgelig faret vild igen. De har nemlig skiftet kontor siden sidst, og forklaringen var at det ligger "400 meter til venstre for politistationen i Balaju" Jeg startede derfor med at tage den lokale microbus til Balaju. Huskede hvor den koerte fra, og havde spurgt nogle lokale om prisen i forvejen. (Jeg var hojere end alle andre i bussen, saa mit hovede dunkede ind i loftet hvis jeg stod oprejst. Maatte staa med bojet hoved paa hele turen. Saa sma er busserne! Proev at google " microbus kathmandu" og se for jer at jeg staar der med bojet hovede og dingler i doeraabningen... :-D

Balaju bypass

Jeg var meget god til at staa af bussen paa det rigtige busstoppested, den ros skal vi lige huske at give mig.;-) Derfra blev det lidt mere besvaerligt og kompliceret... Har nu gaaet rundt og spurgt de lokale om vej til politistationen..:-) Og tror maaske jeg har fundet den. (En bygning med militaerlignende indhegning og nepalesiske tegn paa vaeggen = politistation?) Men "400 meter til venstre" har jeg bestemt ikke fundet.. Forsoegte at skrive sms og ringe til ham jeg skulle moede, men faar selvfoelgelig ikke svar. Saa fandt jeg en internetcafe og haaber paa en form for tilbagemelding snart. (Meget lokal internetcafe, med kun nepalesere, gamle computere i gammelt slidt lokale, og det knirker og larmer naar jeg skriver) Hvis jeg ikke faar en tilbagemelding snart tror jeg at jeg finder en taxi og faar chauffoeren til at koere mig til et eller andet sted i Patan (som jeg ikke ved helt hvor er og aldrig har vaeret foer) fordi der skal jeg moede en ny lokal nepaleser om et par timer. Instant update: Har lige vaeret i sms-kontakt med ham i Patan og faaet at vide at jeg skal sige "patan dhoka" til chauffoeren. Saa det goer jeg.. (Nu skrev ogsaa baade Bishesh og Manoj paa neasten samme tid om jeg kan moedes nu, men det kan jeg jo ikke, for jeg har travlt med at fare vild) Tror jeg gaar ud og finder en taxa med det samme og koere til Patan, og skriver til Bhupi at jeg koerer fra Balaju igen.

Jeg har ihvertfald ingen problemer med at faa tiden til at gaa her i Kathmandu! ;-)

Gensyn med Nepal -2

Aaahhh ...Nepal. Dette tenkjer eg kvar dag. Er saa deilig aa vere her igjen, og eg har det fantastisk.

Kvar morgon vaknar eg klokka 5 av at dei lokale tilkallar diverse gudar, ved hjelp av forskjellige bjeller og roykelse. Lyden fraa bjellene blandar seg med lyden av tutande bilar, bjeffande gatehundar og harkande, spyttande menn. Klokka sju staar eg opp, og et pannekaker i ein groen hage.

Eg har proevd aa komme i kontakt med dei lokale og unngaa andre turistar, og for nokre dagar sidan skulle eg moete ein lokal mann som heiter Manoj. Me skulle moetast utanfor kontoret hans, men eg gjekk meg sjoelvsagt saa mykje vill at han maatte komme ut og leite etter meg. Det foerste eg tenkte daa me moettest og sat paa kontoret hans og drakk te, var: Hm, kva gjer eg eigentleg her.

Men etter ein halv time var det som om me alltid hadde kjent kvarandre! Me fortsette aa snakke og snakke i timevis, og sidan har me motst fleire gonger kvar dag.

Forskjellige menn kom og gjekk ut av kontoret og konverserte litt med meg, medan dei saag alvorlege og viktige ut. (Ingen damer, for dei var heime og vaska og laga maten klar til mennene) Overalt er det saa mange folk som kjem og gaar, at eg ikkje forstaar systemet. Saann var det paa dette kontoret og. Ein mann var politikar og religios songar, og var dessutan sonen til grunnleggaren av den lokale skulen i den landsbyender der eg var frivillig sist eg var i Nepal. Han kom med eit tilbod om aa arrangere ein pianokonsert der eg kunne spele. Hm...nei trur ikkje det. Ein annan bitteliten mann kom og inn og snakka og snakka til meg og inviterte meg heim for aa ete hos foreldrene, men det passa ikkje saa godt akkurat daa, saa..

Manoj har tidlegare jobba som filmmodell, eller noko saann, og han viste meg ein 40 minutt lang musikkvideo der han sjoelv hadde hovudrolla :-D Det var ein ti aar gammal film,som var filma paa den nepalesiske landsbygda. Veldig morsomt.

I gaar moette eg ein annan lokal ung mann, Bishesh. Me var paa cafe, og kjoerte turar rundt i Kathmandu paa motorsykkel. Veldig kjekt og eksotisk! Og stoevete og braakete. :-)

Det er lurt og kjekt aa kjenne dei lokale:
Fraa ein av dei fekk eg til doemes ein oppdaert oversikt over kva for nokre timar det (ikkje) er straum i kathmandu. Kjekt aa vite kva tid eg ska ta lommelykta med meg ut.
Eg vart og informert om at det skulle vere streik halve dagen i gaar (Det er det ofte her) og det er ei ganske nyttig opplysing, fordi det betyr at all transport er forbudt. Reiser kan med andre ord ikkje planleggast paa slike dagar. Dersom folk likevel kjorer ut, kan det hende at dei vert slaatt med stokkar, og at motorsykkelen dei kjorer paa vert brent.
Lokale kjensfolk betyr og at ein kan finne hemmelege plasser som ein ellers ikkje ville finne. For eit par dagar sidan hadde eg tenkt aa ete paa ein cafe eg fann, men fekk vite fraa Manoj at eg ikkje skulle gaa der pga at staden har ein daarleg hygiene. I staden vart eg geleida inn ei dor og opp nokre morke trapper ein plass der eg aldrig sjolv ville ha tenkt paa a gaa inn, - og hokus pokus saa var eg plutseleg i ein cafe saman med berre lokale nepalesarar, og der den lokale retten dhal bhat tarkari vart servert i store porsjonar og med saa masse paafyll som ein ville ha. Og for eit stort maaltid inkludert ei flaske brus og ein kopp te skulle eg berre betale tjue kroner!


Folk i Nepal er saers imoetekommande, og naar eg gaar paa gata er det alltid nokon som helser. Nokon fordi dei vil selge meg noko, men ofte fordi dei berre vil helse eller snakke. I gaar var det for eksempel to soete hoeflege gutar paa cirka 14-16 aar, som stoppa meg og sa: "Unnskyld madame, men haaret ditt er veldig veldig vakkert." Seinare same dag var det nokre soete skulejenter i 12 aars alderen som gjerne ville snakke og bruke den engelsken dei laerer paa skulen. #how are you# I am fine# what is your name# Etter den litle konversasjonen gav dei meg hofleg handa og sa takk for samtalen, det var kjekt aa snakke med deg.


I dag skal eg kanskje moete ei jente eg jobba med sist eg var her, eller moete han som leiar organisasjonen eg jobba for, med henblikk paa aa moete sponsorungen min paa barneheimen. Og/eller moete nokon andre, eg har ein halv avtale om tre timar.

I morgon skal eg ut av Kathmandu, for aa sjaa litt meir gront, og ikkje minst for aa puste inn litt frisk luft! Veit ikkje heilt kvar eg skal enno, men kanskje opp paa eit kloster som ligg paa ein liten fjelltopp ikkje saa langt her i fraa.

To be continued.. :-)

PS: Telefonnummeret mitt er +977 9803625807

Gensyn med Nepal - 1

At komme til Kathmandu er en overvaeldende oplevelse, et kulturchok, og en eksplosion af sanseindtryk. Her er et mylder af mennesker (virkelig mange mennesker!!!) gadehunde, aber, koer, traffik, lyde og dufte. Det hele er saa anderledes, kaotisk og eksotisk at det faktisk slet ikke beskrives. Det at komme direkte hertil fra Danmark, efter et doegn uden soevn og med jetlag, goer ogsaa oplevelsen mere intens, surrealistisk og fantastisk..

Det foerste doegn brugte jeg kun paa at vandre gadelangs, sove og spise. Jeg har ingen orienteringssans i dette land, saa farer vild hele tiden. Min taktik gaar ud paa tanken om at hvis jeg gaar laenge nok, saa maa jeg paa et eller andet tidspunkt komme frem... Saa langt har det virket. Og ellers kan man jo altid faa en taxa.

I gaar koerte jeg taxa ud for at se den store buddhistiske stupa, som jeg ikke fik set forrige gang jeg var her. Der var meget fredeligt, og naesten ingen turister. Jeg moedte til gaengaeld en tibetansk munk, som jeg gik en tur med, og som fortalte om sit liv i Tibet, India og Nepal. Eksotisk.

Bagefter var jeg paa cafe, hvor jeg moedte en amerikaner som hed Arthur, og som havde boet her i tre maaneder for at studere buddhisme, men som skulle rejse hjem igen i dag. Arthur viste mig hvor og hvordan jeg kunne faa et nepalesisk telefonnummer, saa det har jeg nu, men kan dog ikke faa det til at virke. For at faa lov til at faa et nepalesisk simkort skulle jeg udfylde nogle papirer, hvor far gudtorm og bedstefar jens selvfoelgelig skulle registreres. Just in case.

Selvom jeg er i et tredje verdens land fik jeg i foelgende kommentarer:
Din telefon er meget meget gammel.
Virker den?

Senere fandt jeg ud af at en lokal nepaleser egentlig havde tilbudt mig et gratis simkort, fordi han havde et ekstra. Meget maerkeligt, for praesis det samme skete forrige gang. Ogsaa den gang fandt jeg foerst ud af det bagefter.

Senere paa dagen besoegte jeg abetemplet. Det var lidt mere stressende, da jeg blev forfulgt af personer som ville saelge mig alt muligt, til ekstreme priser. Da jeg foerst kom op paa toppen var det dog meget fint: Skulle gaa op en million trapper (Jeg talte ikke, men saadan cirka.. Har ondt i benene i dag!) og paa toppen kunne jeg se ud over hele Kathmandu. Da jeg sad paa en cafe som laa paa toppen af et tag var der kun udsigten at se + groenne traer og en masse aber som svingede sig i traerne.

I Nepal er der stadig monsun, men den er paa retur, saa nu regner det naesten kun tidlig morgen + om aftenen. Om dagen skinner solen, og det er varmt.